Feuer und Wasser kommt nicht zusammen.

Okay, det er godt nok et par måneder siden sidst, men det er vel også lidt ligegyldigt. Som jeg skrev i sidste indlæg, skulle jeg til Rammstein-koncerten i Forum d. 21. februar.

Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget større eller bedre og jeg er evigt taknemmelig for at have oplevet Rammstein live. De har groet i mit stille sind til at betyde mere og mere og min kærlighed for det mørke, tyske univers, som de leverer, er vokset til en ubetydelig størrelse. Jeg ved ikke længere, hvad jeg ville gøre uden dem. Sådan er det altså bare. Og jeg kan ikke få nok af dem.

Mange ting har ændret sig, siden jeg startede på Køge Gymnasium for snart et år siden. Det er blevet hårdere at stå op om morgenen (klart), nogle gang vil jeg bare opgive, når jeg sidder og skriver afleveringer og det er bare blevet hårdere at leve det liv, jeg havde før. Derfor er det også blevet hårdere at have en kæreste og leve med de krav, der lige pludselig bliver stillet fra alle sider af alle omkring mig.

Jeg er træt af hele tiden at skulle gøre alt godt igen og undskylde, lade som om jeg er "perfekt" eller er okay med alt, selvom det egentligt ikke siger mig en skid. Jeg har bare brug for at få alt det lort ud, som bliver hældt ned i min hals - og her kunne jeg egentligt også godt snakke om klamme shots.

Jeg orker ikke at høre på mere lort og jeg er fyldt til randen med alle de ligegyldige ting, jeg får at vide, som jeg ikke har noget at sige til eller tage stilling til - hvad fanden skal JEG gøre ved dét og alle mulige problemer. Jeg er efterhånden pænt ligeglad med alt. Som om jeg bare skal stå og se til.

 Fedt hele tiden bare at skulle høre på lort, men aldrig nogensinde kunne sige noget igen. Jeg er bare så vred over en masse ting og det forventes der bare, at jeg skal gå og gemme på resten af min eksistens.

Men alting er jo fint. Jeg har det fint. Det går fint. Jeg har nogle gode venner på mit gymnasium, som jeg er glad for at have lært at kende og desuden er jeg blevet promoter for mine gode venner Blessing The Unknown, som helt sikkert ville blive glade for lidt kærlighed, et lyt og et "like" ♥

Jeg snor mig gerne om din lillefinger.

Her er så stille. Måske burde tomrummet fyldes med ord igen, selvom det har stået meget stille på disse kanter. Men sådan går det til.
Sidste år var på mange måder et år, hvor jeg fik oplevelser, som jeg aldrig kunne have drømt om. Jeg var "fotograf" for Turboweekend, solgte merchandise for Thomas Dybdahl (Tak Mads), fik oplevet Entakt for første og sidste gang, afsluttede folkeskolen og startede på gymnasiet - blandt meget andet nævneværdigt.

Uden tvivl vil én af de største oplevelser i 2012 blive Rammstein koncerten i Forum om 12 dage. Jeg har glædet mig så, så, så, så ubeskriveligt længe og jeg kan stadig ikke forstå, at jeg skal være en del af en skare på 10.000 mennesker foran disse tyske mastodonter!

Selvom jeg har et helt nyt år at se frem til, så føles det dog lidt som om, at jeg er gået i tomgang. Det eneste, jeg har i hovedet er aflyste moduler og ferie/weekend... På den ene side er det hårdt, men på den anden side er det også med til at holde modet oppe, selvom afleveringerne hober sig op.

Waiting for that one clear moment

Me and a friend were just sitting around talking one day, when all of a sudden he said: “You have to get out of this town man, 'cause this town is dying and I don’t want you to die with it.” 


He said, “Whatever used to thrive in the undergrowth is gone. There’s nothing left.
There’s nothing left to stimulate your intellect man, and keep your insides alive. What are you gonna do? Sit around and count money and talk about interest rates till early retirement settles in and you can reminisce about the days when good ideas came whenever you had trouble and your mind was chasing the embrace of that one clear moment?”


Leave? What do you mean leave? I can’t just leave. I’ve got friends and family here. I’d miss them like crazy if I left. 


“Well friends come and go,” he said. “And there’s no way family would ever disown you or forget about you just for living somewhere else. Just go somewhere where you can get some new input and some new ideas. Challenge your own views of what makes you happy. Is it money? I bet all that stuff you have is just causing you headache anyway. Get rid of it and go somewhere new.


Get hungry and make the most of those lucid moments. Maybe you should go somewhere where you’re not as safe and that isn’t really good for you. Because what’s good for you isn’t necessarily good for your art and that’s what you really love isn’t it?” 


The days when good ideas came whenever you had trouble and your mind was chasing the embrace of that one clear moment.

Three Imaginary Boys

Jeg elsker The Cure. De har simpelthen lavet så meget umanerligt godt musik, at det slet ikke burde være muligt.... Det her er én af de allerførste.

D-A-D release-koncert

I lørdags var min kæreste og jeg til release-koncert med D-A-D, fordi han vandt billetter og cd'er på P6 Beat.
Vi fik albummet lørdag formiddag, så vi kunne høre det inden koncerten, og det overraskede enormt positivt.

Jeg har aldrig været særlig vild med D-A-D, indtil for lidt over halvandet år siden, hvor jeg begyndte at komme sammen med min kæreste, der er enormt stor fan af D-A-D. Vi tog til Grøn Koncert sammen og jeg indså, at de måske var lidt andet end den fadøls-rock, jeg troede, de var....

Release-koncerten foregik på Stengade (et lille spillested på Nørrebro), der var gratis øl hele aftenen (D-A-Ds egen "Bad Craziness-beer", selvfølgelig), Anders Bøtter fra Sort Søndag (metalprogram på P6 Beat) var der, vi fik autografer.... Det var alt sammen SINDSSYGT fedt!!!!

Altså.. Næsten. Med gratis øl følger selvfølgelig en masse fulde mennesker, og jeg har vist lidt for nemt ved at blive utryg ved visse situationer. Vi stod helt forrest, efter at have ventet helt fra spillestedet åbnede (to timer før koncertstart) og så får jeg en kommentar fra ham, der står bag mig (den stive, fulde, overvægtige idiot): "Hvad med at du rykker dig, så de rigtige fans kan stå forrest?".. Ja, jeg er da ikke den allerstørste fan af D-A-D, men jeg kan lide deres sange, synger med, kommer for at nyde koncerten og jeg har ventet dobbelt så lang tid som dig, så jeg har vel egentligt ret til at stå der. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg så bagefter skal mases og smadres op i hegnet, få øl hældt ud over mig, og være bange for at blive slået ned?

Det er ikke fordi, jeg er sart - jeg er stort set altid med i moshpits, hvis der er nogle, men det pisser mig lidt af, at han skal være et røvhul over for mig, når jeg har behandlet ham med respekt, selvom han lige siden han kom, har prøvet at tage vores pladser.....

Men det ødelagde heldigvis ikke aftenen, den var rigtig god og D-A-Ds nye materiale er det bedste fra dem i mange år.

It's us against the world.

Day and Age

Jeg burde gå i seng, eftersom jeg skal op kl. 5.30. Jeg burde sove. Men nej, jeg er høj på afsluttet efterårsferie, hvor jeg har sovet til kl. 10 hver dag, jeg har drukket for meget cola og kaffe og så er der lige en dansk aflevering, der burde laves.

Istedet for at sove eller lave dansk kigger jeg på lejligheder i Roskilde. Jeg er ikke myndig, jeg har ikke råd, jeg har INGEN anelse om, hvordan jeg skal få det til at løbe rundt - jeg ved bare, at jeg vil flytte til Roskilde, snart. Jeg vil flytte sammen med min kæreste. Og det kan kun gå for langsomt, for selvom tiden syntes at gå dobbelt så hurtigt som normalt i efterårsferien, så snegler tiden sig alligevel afsted.

For få år siden kunne ville jeg ikke acceptere, at jeg blev ældre. Nu vil jeg bare fylde de magiske 18 år, endelig blive min egen person og komme ud i livet.